Mulighed vs virkelighed

Vores liv er en konstant vekselvirkning mellem mulighed og virkelighed. I vores tanker er mulighederne uendelige. Alle teorierne kan forestilles at indeholde alle mulige og umulige scenarier. Når en ung romantiker forestiller sig sin hjertens udkårne, er der ingen grænser for det mulige. Man forestiller sig et perfekt menneske med perfekte egenskaber og en perfekt kærlighed. Men på et tidspunkt må man turde tage springet til det virkelige, hvor der ikke viser sig et uendeligt antal muligheder, men i stedet én – og kun én virkelighed.

Virkeligheden, som man vælger at turde satse på, er et kraftigt nedslag i antallet af muligheder. Enhver virkeliggørelse af smukke muligheder går hånd i hånd med usmukke tab — muligheder, som forsvandt. Til gengæld er det ikke en drøm, men en virkelighed, som kan mærkes, og som har konsekvenser. En virkelig kærlighedspartner er virkelig på den måde, at han ikke er et uendeligt antal muligheder – han er virkelig på lige bestemt én måde, med begrænsninger og fordele.

Vi drømmer os ud på de vilde vidder og ser mulighedernes uendelighed. Men at vælge virkeligheden skal vi alle. Og når vi har valgt én bestemt virkelighed, må vi bestræbe os på at fokusere på de muligheder, der følger med, for der er naturligvis en række muligheder, som vores valg har udelukket, men inden for valget er der også muligheder.

Så vi går straks igang med igen at se muligheder. For inden for vores virkelighed kan vi forestille os livet bevæge sig i mange forskellige retninger — som regel holder vi fast i de bedste og optimerer dem, men livet kan ikke brede sig i flere forskellige retninger. Igen skal mulighederne udmyntes i en ny virkelighed.

Jeg tror det klogt at lære at den rytme at kende, så man kan tromme med på den — nærmest i søvne.

For hvad enten man ikke formår at se muligheder inde i den virkelighed, hvor man befinder sig, eller hvis man ikke magter at stå ved virkeligheden, man har valgt — så er man røget ud af trit med den rytme, som et liv i sundt fremdrift følger.

 

At elske livet

Jeg tror jeg elsker livet. Da jeg startede denne blog, var jeg sågar forelsket i livet. Jeg kan ikke længere mærke den samme forelskelse — den boblende fornemmelse i hele kroppen er der sjældent. Som i enhver længerevarende kærlighedshistorie, aftager forelskelsen på et tidspunkt, og forholdet går over i en mere dyb kærlighed, som ikke er så flagrende. Så jeg elsker livet nu — jeg ville ikke være det foruden. Jeg kan til tider savne forelskelsen, men heldigvis kan jeg sammenligne livsforholdet med forholdet til min kone og kærligheden til hende.

For at forblive i et forhold, som er baseret på kærlighed, må man pleje det. Det ved enhver, som har haft et seriøst forhold. Man må bruge tid sammen med den anden. Når jeg bruger tid sammen med livet, er det med alle de forhold ved livet, som er andet end bare at eksistere.

Eksistere kan vi alle sammen — helt uden at ofre livet opmærksomhed.

At være sammen med livet er at tage livet til sig og være opmærksom på, hvad samspillet mellem mig og mine omgivelser byder på. At tage fat på de oplevelser, jeg kommer ud for og mærke deres virkning på mig og min virkning på omgivelserne. At lære livet bedre at kende og at lære mig selv at kende i det liv, jeg har valgt. Hvis man håndterer sit forhold til livet på denne måde, vil kærligheden være blivende og man vil nyde at lære livet mere og mere at kende.

Nogen gange gør livet noget, som man slet ikke havde set komme. Men hvis kærligheden er stor nok, vil man af selvsamme kærlighed have en trang til at rumme den andens uforudsigelighed. Og når man skal lære, skal man udsættes for noget nyt. Når man skal lære af livet, må man tage de slag livet giver én.

Kærligheden til livet bør ikke afsluttes før livet forsvinder…

 

 

Find konvergensen af divergensen.

Hvert enkelt menneske må finde konvergensen af livets divergens.

Verden breder sig i alle mulige retninger. Den bliver stor og uoverskuelig for os, hvis vi ikke finder noget, der konvergerer for os. Vi må søge sammenhængene og holde fast i de ting, der samler trådene for os.

Rundt omkring i den voluminøse divergerende verden, skal vi alle eksistere i små lokale områder, hvor der for den enkelte er en individuel sammenhæng i al virvaret – hvor trådene knyttes og laver en singularitet, i hvilken meningen optimeres.

Man kunne også bare sige: “Der skal være mening med galskaben.”